5 RÅD: UNDGÅ FUGTSKADER

Vores ejendom er bygget 1934, med de metoder man brugte dengang. Det betyder at ydervæggene – og vægge mod opgange – kun bruger murstenene som isolering. Vi har haft flere tilfælde med fugtskader gennem årene. I nogle tilfælde har de været meget dyre at reparere.

De korte råd: Luft ud flere gange om dagen. Hold døren til badeværelset lukket. Stil ingen skabe tæt på en ydervæg (der dannes skimmelsvamp på bagsiden).

1) Luft regelmæssigt ud – også om vinteren

Luft gerne ud minimum 3 gange om dagen og skab gennemtræk i dit hjem. Ved at lufte regelmæssigt ud, undgår du at fugtigheden bliver for høj.

De færreste ved, at vinteren er den tid på året, hvor det er vigtigst at lufte ud. Det kolde vejr betyder nemlig, at husets vægge bliver køligere, og det danner bedre vilkår for fugt i boligen. Dette kan du minimere ved at lufte ud.

Men, selvom det kan være fristende så at sætte vinduer på klem hele dagen, er dette ikke den rigtige løsning. Lav i stedet gennemtræk 2-3 gange om dagen, i korte perioder på 5-10 minutter af gangen. På den måde undgår du at nedkøle indvendige vægge og derved slipper for kondens på vægge og vinduer. I den forbindelse er det samtidig vigtigt, delvist at lukke udluftningskanaler og ventiler i vinterhalvåret.

2) Tør tøj med omhu

Har du ikke mulighed for at tørre tøj udendørs eller tumble dit vasketøj – kan du vælge at hænge det til tørre i badeværelset, hvor du skal sikre, at der er god ventilation og holde døre lukket til de omkringliggende rum.

3) Undgå skiftende temperaturer

Skiftende temperaturer kan medføre en øget mængde kondens i det pågældende og de omkringliggende rum. Sørg for at have en fast og varm temperatur i hele boligen, hvilket er med til at modvirke en høj luftfugtighed.

4) Undgå fugt fra badeværelset

Vi bader i gennemsnit over 6 minutter af gangen, hvor det ofte er varme bade, som giver en masse fugt. Det er vigtigt, at du under og efter badet holder døren lukket til badeværelset, så fugten ikke breder sig til dine andre rum.

5) Tænd emhætten

Får man ikke skiftet luften under madlavning kan damp og fedtstoffer sætte sig i køkkenet og i de omkringliggende rum. Sørg for at tænde emhætten, når du laver mad, og har du ikke en emhætte, er det vigtigt at åbne for vinduerne omkring komfuret og holde dørene lukket til de omkringliggende rum.

De mest hyppige sundhedsmæssige konsekvenser er irriterede øjne, hoste, hovedpine, træthed og allergi. Ser man på boligen er råd og skimmelsvamp de primære konsekvenser af et dårligt indeklima.